Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_01379

Story DS_04_0_01379

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Robbers, murderers and thieves / Røvere, drabsmænd og tyve
Publication ID	DS_04_0_01379

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Otting
Keywords associated with this story	bjælke 1 række 1 svinde 1 hort 1 røre 1 tyk 1 sjælden 1 broder 1 fjord 1 redde 1 kat 2 øre 1 pege 1 kram 1 sandgrav 1 handle 1 karte 1 næse 1 kring 1 grinnet 1 sag 2 krumme 1 åbenbare 1 sile 1 kræmmer 6 humme 1 slagen 1 foregive 1 skjænderi 1 overfalde 1 gammelmoder 1 forvart 1 hamborg 1 tugthus 2 samvittighed 1
Text of Danish publication	1379. Der var én, de kaldte Gudurn kræmmer, han red om- kring og handlede her nede, og var sådan en svar kræmmer. Når han var i Otting, lå han i et bitte sted, hvor de havde en sön, som fulgte noget med ham og var som interessenter med ham. Men en en gang han atter lå der, slog sönnen ham ihjel og tog krammet af hans hest. De slog ham ihjel med en vindser og var vel med til det alle sammen så nær som datteren. Den første dag kunde de ikke komme af med ham, og så skød de ham ind under en seng. Når nogen fremmede kom der ind, sagde de, at de tykte, der var noget, der gjaspede, for sagen var jo, at folkene ikke havde fået livet rigtig af ham. Men de foregav, at det var deres kat. Næste nat skulde de have ham forvart. Så kjørte de ham ned ad Hum- melgårds bakker og kastede ham ned i en sandgrav. Men heller ikke der kunde de have ham, han rakte hans hånd op hver tag. De tog ham så af sandgraven og kjørte ham så langt ud ad fjord- en, som de kunde, og smed ham. Endelig drev han i land på Sil- lerslev øre på Mors, og dem, der fandt ham, de kunde jo se, han var slagen ihjel. En mand fra Krejbjærg, de kaldte Anders Prim- dal, han var netop i Morsatkjobe hoveder, og da fortaltede af det menneske, der var kommen i land. Så vilde han ned og se liget. Han rørte så ved ham, og da sprang æ blöj ud af hans næse. Så var han nær bleven overfalden, for de troede ham til det. Men han reddede sig, for han vidste en bitte krumme af det at sige. Han sagde: »Nej, a har ikke gjort det. men a har en søster iOt- ting, og så vidt a véd, har de slået en kræmmer ihjel, der kaldtes Gudum kræmmer.« Det bliver da åbenbaret, og sönnen, der havde været hovedmanden, han tog kræmmerens hest og sagerne og hans mantelsæk og remmede. De gamle kom ad tugthuset, og der døde de. Datteren var i byen at karte, dagen efter at kræmmeren var bleven slået ihjel om natten. Hun sad og græd hver tag. De spurgte hende om, hvad der lå på hendes samvittighed. Men det hverken kunde eller turde hun sige. Hun kom i tugthuset et par år og skulde have en let straf, men blev syg og døde der, for hun sörgede så hårdt over det. Broderen kom aldrig tilbage. Demente han var rejst til Hamborg, for det var jo en fristad. Der var en søster i Dalstrup, huu var ikke med til det, men fik alligevel meget af sagerne. Det fik hun også tit nok at høre. Min gammelmoder tjente der det er jo mange år fiden, og det var ikke så sjælden, hun horte nogen sige, at de kunde ikke vide, hvilket træ der bedst kuude bære kattou. Der var jo tykke bjælk- er, og med katten mente de hans pengepose. En gang spurgte de kende om: »Véd du, hvilket træ der bedst kan bære katten ?« Så pegte hun på en af de tykkeste bjælker og sagde: »Det kan den nok.« Det grinnede de ad. Når nogen kom lidt i skjænderi med folkene, vilde de også lade dem høre det. »Du vil da vel ikke bruge æ vindserl« kunde de finde på at sige. Men det gik sådan tilbage for de folk, rigdommen svandt helt hen. Manden hed Jens Skov, og sönnen hed Anders Skov. Det var ham, der fik benene grottet Og døde i Skive. Maren Primdal, Navtrup.
Map