Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_01390

Story DS_04_0_01390

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Robbers, murderers and thieves / Røvere, drabsmænd og tyve
Publication ID	DS_04_0_01390

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Favsing Pindstrup
Keywords associated with this story	bleg 1 opdage 1 skjænde 1 præke 1 søge 1 hugge 1 bekjende 1 mening 1 træt 1 betyde 1 glemme 1 underlig 1 rette 1 åbenbare 1 hæve 1 slås 1 begå 1 grave 1 kjør 1 spade 1 forskjellig 1 såe 1 mal 1 åbenbar 1 mandskab 1 hjemegn 1 do 1 længsel 1 sing 1 forflytte 1 seer 3 plads 1 misgjerning 1 morder 1 ligbleg 1
Text of Danish publication	1390. En karl fra Brunmose ved Pindstrup tjente i en gård sammen med en anden karl. De holdt begge af én pige, og der- over kom der tit trætte imellem dem. En dag, da de begge var ude i marken at skjære torv, kom de op at skjændes og så slås, og den ene tager sin torvespade og hugger den anden i hovedet, så han døer på stedet. Da morderen nu opdager, at han er dod, bliver han helt forskrækket. Han seer sig om, og da der er ingen anden i mosen, graver han ham ned der og rommer straks bort, og søger vidt omkring. Ingen véd nu, hvad der er blevet af de to karle, enhver troede dog, at de nok måtte være blevne enige om at rejse bort med hinandeu. Karlen var nu rejst sønder ud og var borte i mange år, men han havde aldrig ro på sig og turde alligevel ikke åbenbare sin gjerning. Som aldrende mand får han længsel efter sin hjemegn og får forskjellige pladser her på egnen. Til sidst kom han til at tjene i Favsing præstegård. I den tid bliver præsten i Mari Malene forflyttet, og så skal præsten i Fav- sing af og til præke der ovre. Den aldrende karl, som han var kommen til at holde meget af, skulde en dag kjøre for ham der over. Sådan midt på dagen kjører de over et stykke mose, og så seer præsten et underligt blink der ude på mosen. »Hvad kan det være, der sådan blinker?« siger han. Karlen så derom. Da kom der ét blink til og lige straks efter et andet blink. I det samme bliver karlen ligbleg. »Er du syg?« siger præsten. »Nej,« svarer han. »Det må vist betyde noget. Måske her en gang er begået en misgjerning, og Vorherre så vil, at det skal åbenbares.« Karl- en kunde ikke sige et ord. »Er du ikke kjendt her ?« siger præst- en. Nej, han var ikke. Så seer præsten, at der går en gammel mand henne ved et hus. »Kjør derhen,« siger han til karlen, »jeg vil spørge den mand om det, måske han kunde vide noget.« Så kommer manden endelig i tanker om, at to karle for mange år siden var blevne henne her ude netop i den mose, og nogle havde mening om, at de var komne af dage, andre, at de var rejste bort med hinanden, »men det er ikke godt at vide, hvordan det for- holder sig.« Så besvimer karlen, og da han kommer til sig selv igjen, vil han tale ene med præsten. Nu bekjender han at have slået medtjeneren ihjel netop på det sted, hvor blinket såes, og det var, ligesom da han hævede spaden og slog ham ihjel. Det blink havde han aldrig kunnet glemme, og derfor var det, han blev bleg. Nu kom der mandskab ud og fandt liget, det havde holdt sig godt i de mange år. Karian blev dömt til døden og hen- rettet. N. Ehreneich, Tarup.
Map