Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_01502

Story DS_04_0_01502

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Robbers, murderers and thieves / Røvere, drabsmænd og tyve
Publication ID	DS_04_0_01502

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Sjørup Gunderupgård Risgård. Strandby
Keywords associated with this story	vågen 1 blå 1 tænde 1 samling 1 herregård 1 våge 1 stejle 1 bord 1 brække 1 skinne 1 rende 1 gribe 2 tage 1 binde 1 slukke 1 bide 1 putte 2 samle 1 hugge 1 økse 1 fly 1 forfærdelig 1 tyve 1 krigsfolk 1 sabel 2 tåle 1 vække 1 forestille 1 brygger 1 prækestol 1 slutte 1 strå 1 klage 1 skikke 1 spise 1 savne 1 midnat 1 sværd 2 gund 1 forstyrret 2 sengetid 1 seng 1 va 1 hin 1 elleve 1 atten 1 agter 1 tolvte 1 fjor 1 frokost 1 kroget 1 mord 1 tigger 1 menighed 1 præken 1 sysle 1 traj 1 seer 3 kløver 1 forvart 1
Text of Danish publication	1502. På Risgård ejendom norden for byen er en bakke, der kaldes Hornbjærg (Howenbjærg). Det var den gang, da Sjørup, som ligger her nede, var i én gård og som en bitte herregård. Så kommer der 12 mand selve juleaften, og de havde hver en sabel ved siden. Folkene bliver jo straks kloge på, dether var ikke godt. De bød dem til bords, men så klager konen sig ved, hun kunde ikke tåle at se de sabler, og hun beder, om de måtte ikke blive forvart. De elleve flyer heude dem også, men den tolvte, han hed Ejler, han sagde, at han vilde ikke af med hans, han vilde sætte den imellem hans ben, sådan te ingen skulde se den. Da de havde så spist, savner de konen, hun var bleven henne for dem, og de spörger om, hvor hun var. »Hun er henne og vil rede sengene til de fremmede,« siger manden, men da var hun strøgen til Gunde- rupgård, der holdt de krigsfolk. Så siger manden, som han sid- der og seer ud ad vinduet: »Her seer jeg atten jæmklæd mænd, de skinner som duen hin blå.« Da rejser Ejler sig op og griber kans sværd, idet han sagde: »Dem agter jeg ej ved et strå, sålæng'mit sværd kan bide på.« Dermed rejste han sig op og vilde hugge i bordet med det, men det kunde ingen ting tage, det var bundet. Så blev de tagne og stejlede på det bjærg, der har navn efter dem, det blev kaldt Horubjærg. Der var stor skov den gang, og da op- holdt roverne dem der. Så stod det hen til om anden-året til juleaften igjen. Da kom der en fattig mand og forestillede som tigger og vilde blive der om natten, og han blev der også. Den gang det blev hen til sengetid, og folkene skulde i seng, da viser de ham ud i deres bryggers i et bitte kammer, hvor ban kunde ligge, og konen hun gik endnu lidt og syslede inde i stuen, for den gang var det skik, at de skulde op för dag og have frokost, som ikke er skikken nu. Som hun går nu med hendes, så kommer han til dören og kalder på kende, hun skulde lukke op, for hun havde kroget den. Det var lige til midnat. Men hun svarer nej. Da hun vilde nu ikke lukke op, finder han en gravspade og giver sig til at kaste under dörtræet. Så springer hun til manden og kalder på ham. Nej, han var ikke til at få vågen, og der var ingen, hun kunde vække, for alle sov bårdt. Han kastede videre og prøvede to gange på at putte sig igjennem hullet, men det var endnu for bitte. Tredje gangen, som han prøvede det, render hun omkring som forstyrret, og da bliver hun en økse vaer, som ligger under enden af bordet. Den griber hun fat og kløver hovedet på ham med. Hun blev ved at rende omkring og var helt forstyrret, til dagen kom, og folk gik i kirke. Da præsten kommer på prækestolen, da står han al stille og seer sig sådan ned over kirken, og så siger han: »Ak, her er ingen fra Sjørup, i fjor tegnedes det til et forfærdeligt mord, måske det er sket i år.« De slutter prækenen, og så tog hele menighed- en til Sjørup. Da rendte konen der inde og var helt fra samling- en. De kaldte og vilde have hende til at lukke op, men hun var så forskrækket, te hun turde ikke og kunde ikke samle noget. Så brækkede de dören og gik ind til hende. Præsten gik da hen og lujt kjokkendören op, og da han kom der ud, da stod der en tyve- finger oven over dören, og brændte. Den tog han, og såtrækkede han roveren ud og smed ham om på ryggen. Dernæst puttede han tyvefingeren i munden på ham og traj på bælgen af ham og sagde: »Nu må du slukkes i den samme mands navn, du er tændt i.« Så begyndte folkene enhver at vågne, og da var klokken imellem 9 Og 10. N. Kr. Jensen, Fredbjærg.
Map