Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_01523

Story DS_04_0_01523

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Robbers, murderers and thieves / Røvere, drabsmænd og tyve
Publication ID	DS_04_0_01523

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Lindet skov
Keywords associated with this story	banke 1 nabo 1 trække 1 være 1 sne 1 lykkes 1 flok 2 tælle 1 pibe 1 røg 1 betale 1 blad 1 øvrighed 1 spand 1 søge 2 liste 1 spor 1 jer 1 omgive 1 træde 1 mos 1 fange 1 skovrider 2 svend 1 fin 1 foretage 1 sove 1 snor 1 kun 1 såkaldt 1 bøg 1 mede 1 våben 1 henvende 1 husere 1 spænde 1 nabolag 1 vide 1 rolig 1 mandskab 1 befaling 1 eg 1 kule 1 seum 1 røver 1 flan 1 ledtog 1
Text of Danish publication	1523. I Lindet skov var der en skovrider, der hed Svend, flan havde så stor en flok börn, at hau hver aften måtte tælle dem ind. En aften var der blevet ét af dem borte og ved at se nöjere efter viste det sig, at det var det næstmindste. Efter lang søgen fandt de ham, han var nemlig trimlet ind under en slagbænk og lå og sov. Ved samme tid huserede nogle røvere stærkt iskoven. Vej- en gik den gang fra den såkaldte Ridelåge til skovridergården. Der var roverne så slemme, at ingen holdt af at færdes med vejen, og derfor lagde man vejeu osten om skoven mellemdenue og mos- en. Men det hjalp ikke det mindste, roverne var lige slemme. De havde spændt snore tværs over vejen om natten og fin ståltråd om dagen. Nu kom i den tid tit og ofte en gi. mand til skovrider Svends og kjöbte fodevarer af alle slags og betalte det meget godt, så man var slet ikke kjed af hans besøg hverken i nabolaget eller hos skovriderens, de var jo fattige alle sammen. Den gi. mand røg altid af en bitte pibe, og derfor kaldte de ham Pibemanden. End- skjöndt de vidste, at han enten var en af roverne eller i ledtog med dem, turde de dog intet foretage sig imod ham, så længe de ikke var vis på at kunne fange roverne alle sammen.. En dagvarskov- rideren taget ud på jagt tillige med sine karle, og så kom han fra dem inde i skoven og ned i nærheden af den höj, d'3 kalder Kjæmp- egraven. Den var den gang omgivet af små ege og bøge, der stod med bladene både vinter og sommer. Der opdagede han, at der for Kjæmpegraven var en vidjedör. Da han nu var bange for, at de allerede havde seet ham indenfra, så turde han ikke løbe bort igjen og gik da hen og bankede på og trådte uden videre ind i kulen. Der sad Pibemanden og hans kone og 1 2 store sönner. De sprang straks op og greb deres våben, men han sagde: »Vær I kuns rolige, jeg er jo skovbetjent og har i lang tid vidst, hvor I boede. Men det er jo så lang tid siden, du var omme hos os,« sagde han til den gamle, »så jeg var bange, I var bleven fornær- mede, og jeg vil helst leve godt med mine naboer.« Det vilde Pib- emanden også og lovede, at han nok skulde komme om og besøge ham én af de første dage. Dermed havde detbesøgende. Da skov- rideren var kommen uden for og på sin hest, så tog han tolden af sit krudthorn og lod kornkjærnerne drysse på sneen af og til for at finde sporet. Straks efter at han var kommen hjem, lod han en af karlene liste sig ud over heden med den befaling, at han ikke måtte søge vejen, för han var forbi Spandet kro, og han skulde så henvende sig til øvrigheden i Ribe og bede dem om at komme straks med mandskab. Ved daggry var der en stor flok bevæbne- de samlede, og det lykkedes dem at overraske roverne, för de end- nu kavde sovet ud. De blev trukne ud én for én og siden dömte og kenrettede i Ribe. Men Kjæmpegraven, hvor de boede, har siden været kaldt Roverkulen. J. V. Nissen, Ramteu.
Map