Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_01543

Story DS_04_0_01543

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Robbers, murderers and thieves / Røvere, drabsmænd og tyve
Publication ID	DS_04_0_01543

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Sunds Skophuset
Keywords associated with this story	nabo 1 skylle 1 være 1 forfærde 1 passere 1 soldat 2 følge 1 bæst 2 tælle 1 sikker 1 nøgle 1 time 1 opholdssted 1 forvej 1 sølv 1 binde 1 bide 1 åben 1 opholde 1 kar 1 nær 1 vild 1 afsted 1 stue 1 ren 1 liste 3 kløve 1 økse 1 grød 1 lig 1 bebo 1 stemme 1 dyb 1 gevær 2 forsvare 1 nytte 1 mulig 1 gjemt 2 glemme 1 vippe 1 storstue 1 krybe 1 fatte 1 udse 1 forstue 1 smag 1 meddele 1 dram 1 stund 1 tillade 1 beslutte 1 hævne 1 hælde 1 skarp 1 dække 1 ane 1 krudt 1 snarest 1 befale 1 skjænke 1 tid 1 rigtignok 1 jule 1 forløb 2 juledag 1 låse 1 stænge 1 modværge 1 våd 1 drukken 1 dolk 1 tilsyneladende 1 overnatte 1 efterkomme 1 foregive 1 forover 1 beslutning 1 fordring 1 forsvarlig 1 modstand 1 overmande 1 stryg 1
Text of Danish publication	1543. Skophuset kaldes en gård i Sunds sogn. Den kar vist- nok altid været beboet af bønderfolk, og er det da også endnu. For mange år siden kom der en juleaften tolv vildt udseende karle til Skophuset. De sagde til manden, at de havde i sinde at spise julenadver hos ham, og at han derfor måtte dække bordet med det bedste, han havde, af spise og drikke, og skjöudthau ikke syn- tes videre godt em disse julegjæster, ti ban kunde nok forstå, at det var rovere, efterkom han dog med tilsyneladende roderes op- fordring, for at have husired så længe som muligt, og da han og hans kone var ene på gården, kuude det jo heller ikke nytte at sætte sig til modværge. Roverne blev da bænket og skjænket så godt, som omstændighederne tillod det, og de lod nok også jule- grøden smage sig godt, og glemte heller il- ke at skylle den ned med en god dram. Men nu fattede konen en rask beslutning, som hun meddelte sin mand, og det var, at hun vilde tage et af bæst- erne og ride til Hald (som ligger omtrent fire mil .iord for Skop- huset) for der at hente soldater, og imens skulde manden se at opholde roverne med brændeviu, hvad heller ikke var så vanske- ligt, da der var langt til de nærmeste naboer, så de troede dem sikre. Deres geværer havde de sat i forstuen, men för konen tog afsted, listede hun sig ud og hældte vand i dem, så krudtet blev vådt, og da hun havde gjort dette, listede hun sig ud i stalden og trak et af bæsterne ud Skjöndt hun var frugtsommelig, gik det nu i stryg- ende gallop ad Hald til. Efter nogen tids forløb spurgte roverne manden om, hvor hans kone var bleven af, da de ikke så hende. Han fortalte dem rigtignok en lille lögn og sagde, at hun var gået tilsengs. Efter fire timers forløb var hun imidlertid tilbage med 25 soldat- er. Roverne, som nu var drukne, foer forfærdede op, da de hørte stemmer udenfor. De greb deres geværer, som de dog ikke kunde skyde af, men forsvarede sig alligevel en stund. Dog blev de snart overmandede, bundne og bastede og ført op til Hald, hvor de alle blev hængt i et træ i skoven. Næste års juleaften kom der atter fremmede til Skophuset, men det var to gamle folk, en mand og en kone. De bad om at overnatte der, hvad de også fik lov til. Juledag vilde ejeren til Sunds kirke, som ligger en milsvej derfra, og den fremmede mand fulgte med, medens hans kone, som foregav at være syg, blev tilbage. Men da mændene var kommet et stykke bort, begyndte hendes upasselighed at gå over, og med en dolk i hånden befalede hun konen i Skophuset at sige hende, hvor deres penge lå gjemte. »Ja,« sagde hun, »følg med op i storstuen, der ligger de gjemte i en stor kiste.« Da de kom derop, gavSkophus- konen nøglen til den fremmede, og bad hende selv at åbne kisten og tage pengene, som lå på bunden; men da kisten var dyb, måtte hun böje sig så meget forover, at hun næsten kom til at stå på hovedet. Nu tog Skophuskonen hende i benene og vippede hende ned i kisten, som hun låsede for hende, så nu var hun gjort uskad- el i er. Derefter sendte hun en dren? af sted til kirken for at for- tælle hendes mand, hvad der var passeret, og at han snarest mulig skulde komme hjem. Kort efter kom den fremmede mand tilbage; da de var kommet ind i kirken, havde han listet sig ud igjen, men konen i Skophuset, som anede, at han vilde komme, havde stængt dörene, så han ikke kunde komme ind. Så krøb han op på taget og gik ned igjennem skorstenen, og ad denne vej kom han ind ikjøk- kenet. men her var dören også forsvarlig stænget. Så stödte han kakkelovnen ned for ad denne vej at komme ind i stuen; men her mödte han også temmelig skarp modstand, ti konen kløvede hans hoved med en økse, så nu havde også han fået livsbrod. De to gamle var fader og moder til de tolv, som havde været der året i forvejen, og de havde besluttet at hævne deres sönners død, men det slap de imidlertid galt fra, så de kom selv til at bide i græs- set. Der blev siden fundet nogle kuler ude på Gjedhushede, hvor der var en hel del guld og sølv i, og man mener, at de havde vær- et disse roveres opholdssted, og de bærer derfor navnet af Rover- stuerne på GjedhltS hede. Niels E. Knudsen.
Map