Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_01_0_00923

Story DS_01_0_00923

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DS_01_0_00923

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Feldingbjærg Dagbjærg Dås
Keywords associated with this story	banke 1 falde 1 helvede 1 tå 1 kjole 1 brække 1 æde 1 bid 1 nordre 1 rende 1 springe 1 smedje 1 vanke 1 binde 1 hestesko 1 øge 1 sko 4 hobe 1 ten 1 begynde 1 kylte 1 formodentlig 1 brud 3 bruden 1 vandre 1 nægte 1 skynde 1 krumme 1 nødig 1 stund 1 snakke 1 begjære 1 flygte 1 hindre 1 æfor 1 sigte 1 nøde 1 kirkegårdsdige 1 vi 1 pokker 1 akkord 1 barselseng 1 fordærv 1 gøre 1 materialier 1 tyre 1 vade 1 vred 1
Text of Danish publication	?923. De skulde til at have dem en kirke bygget i Fcldingbjærg, og så vidste de aldrig, hvor den skulde ligge. Så gav nogen dem det råd, at de skulde fa to mandvolme tyre bundet sammen, og hvor de fandtes om morgenen, på den plet skulde de bygge. Så fandt de dem også lidt norden for byen. Da de havde nu fået materialierne samlet sammen og skulde til at begynde, blev det brækket ned igjen om natten, som de byggede om dagen. Murermestrene havde akkord på det, og de havde formodentlig akkorderet med bjærgmanden, der boede i den bakke, som kirken ligger på, for de passede ham op om natten og lovede ham, at han måtte fa både den første og den sidste brud, der blev viet i kirken, når de måtte så få mon til at bygge, og han skulde så bygge den nordre side lige så hurtig, som de byggede den søn- dre side. Men han var al tid æfor om morgenen. Så blev den da færdig, og han skulde altså have de to brude. Da den første brud så kom, var han jo rede til at tage hende. Da de kom med hende til kirken, var han der og rev hende af vognen. Fæstemanden rev nu det tilhånds øg fra og smed sig på, og så red han bag efter, for han kunde nok se, det gjordes nødig at ride så stærkt, som bjærgmanden kunde rende. Endelig kom han ham så nær, at han fik fat i en nakkedusk, der sad bag i hendes brudesmykke, men andet fik hau ikke. Bjærgmanden tog hende med sig til Dagbjærg Dojs, for der var han flyttet hen, da hau blev nødt til at flygte fra Feldingbjærg, idet kirken byg- gedes. Så blev bruden frugtsommelig, og hun begjærede af ham at få barnet oven på, når det blev fuldvoksen. Det var en bitte pige, hun fik, og da hun blev stor, fik hun også lov til at komme op imellem kristenfolk at vandre. Omsider blev hun gift med en smed, der boede helt oppe ved Vejle. Hun blev nu frugtsommelig og fik et barn, men smeden var så slem ved hende og bankede hende alle tider for resten. En dag var en mand til smedje og fik nogle hestesko slået. Da de var færdige, skulde de have en bid at æde, for manden havde noget brød med sig. "Ja, vi kan gå ind til konen, mens vi sidder og æder," siger smeden. De tog skoene med dem ind. Hun lå nu i barselseng, og så bad hun, om hun måtte ikke se på de sko. "Hvad Fanden i Helvede vil du se på dem efter?" siger han nok så vredt, "det er ikke noget for dig at se på." Jo, hun vilde da gjærne se dem. "Ja, det kan da ikke hindre skoene noget," siger den anden mand, "at lade hende se en sko." Så fik hun den. Hun tog nu og ret- tede den ud imellem hendes hænder. Så siger smeden: "Kan du nu höje den tilbage igjen?" siger han. Jo, det kunde hun også gjøre. "Hvorfor har du ladet mig slå dig så tit?" siger han. "Jo, for a nænte ikke at slå på dig," siger hun, "a véd ikke, hvor hårdt a kan slå, og a kunde være ved at slå dig ihjel med ét eneste slag.* - "Nu skal a Fanden tå aldrig lægge hånd på dig mere," siger han så. Nu stunder det til, at de skal have deres barn i kirke. Ja, de gik til én kone, og de gik til en anden, og alle dem, de gik til, de nægtede det, og der var ingen, som vilde bære deres barn. "Ja, da skal pokker trygle dem for at bære det, du er stærk nok, og a kan gå med dig." Det blev nu sådan. Da de kom på kirke- gården, var præsten endnu ikke kommen, og de gik og vankede der. Så siger konen til hendes mand, at han skulde gå hen og se efter, om der ikke kom én vester fra og sigtede efter, som han vilde dertil. Han så efter det, og han tykte, der kom en bitte dreng rendende, alt det den kunde. Han gik hen og fortalte det til konen. "Ja, det er min fader," siger hun. Lige som de snakker om det, kommer han springende over kirkegårdsdiget og over på kirkegården til dem. "Fyha!" siger han, "a vej- ede (vadede) over en ström, og det gik over mine stövle- kraver. Hvik vil du nu helst," siger han til datteren, "eu- ten tage eller kaste ?" - "Ja, så vil a tage," siger hun. Se, alle dem smeden havde været ved om at bære barnet, de var ved kirken til hobe for at ville se, hvordan det gik til. "Der har du nu barnet en bitte krumme," siger hun til mandeu, "og kan stå og holde ved det, a skal skynde mig." Så sprang hun over til den anden side og tog hendes kjole op, og alle dem, hendes fader nu kylte over det lave af kirken, dem tog hun op i hendes skjört, for det de skulde ikke falde mod jorden og slå dem fordærvet. Havde nu hendes fader taget dem, var de faldne mod jorden og havde slået dem ihjel. Så rejste bjærgmanden igjen, og siden kunde de godt få hvem de forlangte til at bære deres börn, når de skulde i kirke. Ole Mønsted, Hulbæk.
Map