Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_01_0_00931

Story DS_01_0_00931

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Mound dwellers (Hidden folk) / Bjærgfolk
Publication ID	DS_01_0_00931

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Andrup
Keywords associated with this story	bjærgmand 1 tænde 1 dag 1 jordemoder 1 plove 2 hjord 1 rende 1 tælle 1 buks 1 minut 1 vågne 1 tage 1 host 2 forår 1 ren 1 dagning 1 kone 1 ager 2 bred 1 agere 4 snappe 2 opfødt 1 bjærgkone 2 handle 1 vugge 2 doven 1 grim 1 barsel 1 plov 2 imel 1 gje 1 pleje 1 omfe 3 forrette 1 rette 1 skam 1 trænge 2 tale 1 fram 1 blodig 1 tilhøre 1 kyle 1 nåde 1 va 1 snarere 1 døbe 1 forbytte 2 had 1 knæk 1 nabolag 1 uafladelig 1
Text of Danish publication	?931. A er opfødt i en gård her nede midt i Andrup. För Andrupgårdene blev frigårde, da havde de ager om ager, og hjorderne kunde tælle op på deres fingre, hvem agrene tilhørte. Så var der to höje, og imellem dem havde min fader hans ager. De brugte ikke den gang at be- handle jorden som nu. De fælledefor host noget, de vilde have byg i til næste forår. Men det var galt at plove der, siden solen var nede, så kom dværgfolkene ud, og så kunde de ikke pove. Der boede i min faders gård en mand i gammel tid, de kaldte æ Lillekræns-mand, han kjorte et år för host i hans ager, og han vilde gjærne trænge den til aften, men ageren var bred, og han var ræd, han kunde ikke trænge den, til solen gik ned. Da han havde fem omfer tilbage, da så han, at han ikke kunde blive færdig, for solen var lige ved jorden. Det var han kjed af, for han vilde alligevel gjærne have haft den plovet op. "Det går vel an at tage en omfer til," tykte han. Men så kom bjærgmanden ud, da han var lige imel- lem höjene, og vilde kjore ploven for ham. Han siger til bjærgmanden: "Gjen opo den gjæller," det var en stærk hest, der gik fra æ hånd (til höjre), men den var noget doven. "Er den hest stærk, for det den er gjeldet?" siger bjærgmanden. Det siger han ja til. "Har du selv gjeldet ham"?" Ja, han havde da; men der löj han. <;Kan a også blive stærk af det?" Ja, det troede Lillekræns-mand, men han vilde blive skidt nogle dage efter. "Vil du så ikke gilde mig." Jo, og hau forrettede det også. Bjærgmanden blev straks skidt og måtte til at gå ind i hans höj. Så kunde mandeu få hans omfer plovet op. Bjærgmandens kone kom ud med det ene par blodige bukser efter det andet og siger til ham: "Du skal få skam for det en an- den gang !" Nok er det, bjærgmanden døde. Nu lavede bjærg- konen til börn, og det gjorde Lillekræns-mands kone også. De gjorde barsel på én tid lige för jul. Den gang de kjorte hjem med Lillekræns-mands kones jordemoder, så kjorte de om ad præsten og vilde have ham med at døbe barnet, for at det skulde ikke blive forbyt. Så var præsten syg, han var forkjolet, og det var ondt vejr; han kunde altså ikke komme med, men lovede at komme i god tid anden dags morgen at dobe barnet. Konen var ikke godt for- nöjet med det, hun var vis på, bjærgkonen bar had til dem. Så skrev hun kors over alle dörene, men var endda ikke vis på, at det kunde ene hjælpe. Pigen skulde sidde ved vuggen og vugge uafladelig hver tagen (o: hele tiden). Men ud på natten bliver hun sövnig og falder i sövn. Det bliver Ane vaer, og hun springer af sengen og vil selv passe på barnet. Men så får hun held til at dumse lige i fem minutter, og den gang hun vågnede, var barnet forbyt, hun havde fået så meget eu grimme én, der brolte så meget forfærdelig. "Gud nåde mig, arme kone,* klagede hun sig, <hvad skal a gjore?" Så taler huu til pigen, hun skulde komme skottere (hedetorv) i ovnen. "Men du skal komme toos så mange skottere i, som du plejer, og så tænde ild i skruen og lade mig vide, når den brænder allerstærkest.* Nå, så kommer pigen og siger: "Nu brænder det sådan, at ingen kan komme nær til ovnen." Da snap- per Ane barnet og render fram og kyler det midt ind i ovnen. Men aldrig snarere hun gjör det, så har hun bjærg- konen med hendes eget barn, og det sætter hun på bordet og springer ind i ovnen og snapper hendes eget. Anes baru rolte (græd) ikke så lidt, og da de skulde til at se til, så havde bjærgkonen knækket det ene ben på det, men så var der en klog kone i nabolaget, der rettede det. Præsten kom i dagningen og döbte barnet, og så var den fare overstauden. Niels Ebbesen, Andrup.
Map