Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_05_0_00812

Story DS_05_0_00812

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Diverse hauntings and conjuring of revenants / Forskjelligt spøgeri og gjenfærds nedmaning
Publication ID	DS_05_0_00812

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Løvenborg
Keywords associated with this story	synde 1 falde 1 skrækkelig 1 herregård 1 lykkes 1 vogte 1 færdes 1 reb 6 høre 1 skrive 1 følge 2 latter 1 synke 1 tunge 1 grine 2 stærk 1 udføre 1 åben 1 rykke 1 toskilling 1 vold 1 volde 1 svin 1 forlade 1 kurv 1 pege 1 stue 1 nordmand 3 tung 2 kone 1 kulde 1 ønske 1 låg 1 amt 1 føre 1 rive 1 dyb 1 arm 2 el 12 vove 1 nytte 1 prygle 1 træde 1 begribe 1 ånd 1 skifte 1 tap 1 silketråd 1 begrave 1 ligfølge 2 vige 1 sende 1 tro 2 kjøkken 1 tråd 1 itu 1 sult 1 barndom 1 inte 1 tynde 2 kostald 1 tænke 1 kirketårn 1 skræk 1 synd 1 evig 1 vindue 1 rædsel 1 student 2 altsam 1 mælk 1 tåbelig 1 slem 3 hvedebrød 1 regn 1 pine 1 klog 1 kamp 1 mumle 1 vækst 1 provst 1 tårn 3 minsæl 1 øve 1 løv 3 rak 1 mane 1 lærdom 1
Text of Danish publication	812. Nær ved Holbæk ligger herregården Løvenborg. Her skal i gamle dage have været en jomfru, hun var nok mejerske, og hun var, efter hvad folk sagde, en led heks, der havde givet sig den Onde i vold. Hun hed Ellen, men da hun var höj af vækst, kaldte man hende gjærne Lang-Ellen. Imens hun levede, gjorde hun meget ondt, men værre blev det, da hun var død, for hun gik igjen og færdedes på Løvenborg både nat og dag, så der ikke var fred noget sted på gården for hende. Der fortælles, at da hun skulde begraves, og følget var på vej ned til Søstrup kirke, blev kisten, da de ikke var langt fra kirken, med ét så tung, at bærerne ikke mægtede at gå af stedet. Man prøvede på at skifte med bærere, og lod flere tage fat, men det hjalp altsammen intet. Til sidst måtte de sætte kisten, og ingen kunde begribe, hvordan de skulde nå til kirkegården med Lang-Ellens lig. Endelig trådte en Nordmand frem, som var med i ligfølget. Han var lidt klogere på sådanne ting, end folk er flest, og han sagde til dem: "Hør, folk, lad os se, hvad der er i kisten, for Ellen er der minsæl inte. Vil I se hen i kirketårnet, så skal I se, at hun står der oppe og griner ad os." Alle så derhen og ganske rigtig, Lang-Ellen stod i tårnets lydhuller og grinede og rak tungen ud ad dem. "Lad os nu åbne kisten", sagde Nord- manden, "så skal jeg se, om jeg kan drive det væk, som volder, at den er så tung at bære." Man gjorde det og fik at se, at Ellen virkelig ikke var der, men i det ene hjörne sad en lille sort hund. Nordmanden bad nu folk gå lidt til side, og da de havde gjort det, gik han ene hen til kisten og pegede med en finger mod hunden, idet han mumlede nogle ord, som ingen kunde høre eller forstå. Da sprang hunden ud og blev med ét borte, ingen så den mere. "Nu kan I slå låget til igjen og gå med den tomme kiste," sagde Nordmanden, "nu skal I nok kunne bære den." Man tog så fat igjen, og da var der intet i vejen. Kisten var nu let at bære, den blev sat i graven, og følget vendte tilbage til Løv- enborg. Men Lang-Ellen var kommen tilbage för hendes ligfølge, og hun gik nu omkring alle vegne på gården og holdt et skræk- keligt hus. I stuerne slog hun alt itu: vinduer, skilderier og bohave I kjøkkenet gik det ikke bedre, der væltede hun gryderne, som stod over ilden, og gjorde kort sagt al den fortræd, som tænkes kunde. Sådan gik det i nogen tid både nat og dag, og folkene på gården var i den störste nød med hende. Når nogen vilde prøve at drive hende bort, slog hun en skrækkelig latter op, der kunde høres over hele gården. Lang-Ellen blev værre og værre. i mælkekjælderen væltede hun mælkebøtterne, så al mælken løb hen ad gulvet, hun tog tappen af öltønderne, så öllet løb ud, i kostalden slap hun køerne, og når hun så mente, at have gjort sine sager rigtig godt, lo hun höjt. Nu sendte herren på Løv- enborg bud efter præsten fra Søstrup, for at han skulde mane hende. Han kom da også og skulde til at prøve det. Herremand- en ønskede, at hun skulde manes ned i tårnstuen, hvor hun havde haft sit kammer, mens hun levede. Præsten tog da et stærkt reb for at binde Ellen med det og derpå føre hende til tårnet, men da han kom til hende, lo hun höjt og sagde: "Troer du, at du kan få magt med mig? kom kun med dit reb, det skal ikke holde mig." Præsten bandt dog rebet om hendes arm, men hun rev det over, som kunde det have været en sytråd. Da tog han en bog og begyndte at læse over hende, men hun slog den fra ham, så den flöj langt hen ad gulvet. Præsten måtte gå sin vej og til- stå, at hun var ham for stærk. Ikke bedre gik det flere andre præster, der blev hentede. De forsögte alle at binde hende med reb og læse over hende, men det var til ingen nytte. På denne måde så det ud, som Lang-Ellen skulde blive ved at gå på Løv- enborg til evige tider. Da fik herremanden det råd, at han skulde sende bud efter en provst Brink, for han havde för manet onde ånder ned, og kunde han ikke udføre det, var der ingen, der kunde. Han var sön af fattige husfolk og havde i sin barndom döjet meget ondt. Han var også kommen i tjeneste hos en præst for at vogte hans svin. Der måtte han ligge på marken i regn og kulde, og aldrig fik han lov til at komme hjem om dagen, hvorledes end vejret var, og skete det, at et svin løb fra ham, fik han prygl og onde ord, ti præsten mente at kunne gjøre ved ham, hvad han vilde. Der fortælles, at når han om morgenen drev ud med svinene, gik han ofte om ved kirken og samlede stykker af skifer, som var faldne ud fra taget, dem brugte han til at skrive på, og så lå han gjærne på en höj brink, der gik ud mod havet, og øvede sig i skrivning. Da han blev halvvoksen, løb han fra svin og alt og kom til Kjöbenhavn, hvor det endelig lykkedes ham at komme på en skole, og omsider blev han både student og præst. Da lod han sig kalde Brink efter det sted, hvor han som barn havde haft sin yndlingsplads. Nu var han bleven provst i Holbæk amt, og vidt gik hans ry for hans lærdom og fromhed. Så skulde han altså til at tage kampen op med Lang-Ellen. Han tog ikke noget reb med, men derimod en tynd silketråd. Da hun så den, grinede hun og sagde: "Hvor kan du være så tåbelig og tro, at den tynde tråd kan binde mig? jeg har endda rykket så mange stærke reb over." - "Du skal ikke rive denne over," svarede Brink. Han bandt silketråden om hendes arm, og så måtte hun følge med. Han trak hende ud i tårn- stuen og begyndte at tale over hende, for han læste ikke som andre præster. Da begyndte hun at synke i jorden, men da hun var kommen ned til midt på livet, bad hun om at blive stående således. "Nej," svarede provst Brink, "du skal ikke blive stå- ende der som et rædsel for alle mennesker." - "Da kan du dog nok gjøre så meget for mig," sagde Ellen, "for du har jo også syndet, du har stjålet." -? "Ja," svarede provsten, "jeg havde en gang ikke fået mad i to dage, det var, mens jeg var student, og sulten pinte mig så meget, at jeg tog for to skilling hvedebrød af en kones kurv. Jeg troer, at Gud har forladt mig min synd, men her er en toskilling, og den skal nu blive liggende her som tegn på min anger." Han talte endnu nogle ord, og så sank Lang-Ellen dybt i jorden. Nu blev der fred på gården, dog i tårnstuen vovede ingen længe at komme. Men toskillingen skal have ligget der i mange år. o. p. hansen, ny-sundbyvester.
Map