Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_05_0_00901

Story DS_05_0_00901

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Diverse hauntings and conjuring of revenants / Forskjelligt spøgeri og gjenfærds nedmaning
Publication ID	DS_05_0_00901

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	allerbedst 1 brække 1 jage 1 æde 1 rad 1 udbryde 1 samtale 1 vågne 1 bide 1 tilligemed 1 åben 2 låg 1 trille 1 ven 1 træt 1 rulle 1 stakkel 2 vældig 1 hang 1 bi 1 husbond 1 skifte 2 skilt 1 made 1 sult 1 spise 2 bank 1 tænke 1 slås 1 gods 1 føle 1 hvorover 1 dække 1 synd 2 vandring 1 sulte 1 forvalter 18 jeres 1 måltid 1 kirkeport 1 møg 1 live 1 love 1 ur 2 afdød 2 kirkegulv 1 natlig 1 enke 1 indsætte 1 gravelse 1 tilgivelse 1 dingle 1 valter 2 ledsage 1
Text of Danish publication	901. Per, en stor dreng, blev tilligemed karlen, hvor han tjente, sendt af deres husbond til kirken for at gjøre håndlangerar- bejde, og de havde for lang vej til at gå hjem og spise til mid- dag, så de fik törmad med. Som de allerbedst var i måltidet, og Per gik op og ned ad kirkegulvet, udbrød han: "Jeg skal ud og se, hvordan forvalteren har det, det er så længe siden, jeg så ham. I kirken var en åben begravelse, hvor forvalteren på godset, der for en kort tid siden var død, var bleven indsat i denne be- gravelse. Per gik da, som han havde sagt, spisende på sin stumpe, ind i den åbne begravelse, tog låget af kisten, hvor forvalteren lå, og sagde til denne: "Vil du bide en gang af min stumpe." Men da Per intet svar fik, tog han og brækkede et stykke af sin mad med de ord: "Der har du lidt, din stakkel, æd af det, det er dog synd, du skal ligge her og sulte." Derefter gik Per ind i kirken igjen og fortalte karlen, hvad han havde sagt til forvalteren. Lidt efter, da drengen havde spist sin mad, sagde han: "Jeg er sulten endnu, jeg må ind og se, om forvalteren har spist den mad, jeg gav ham." Han fandt, at maden sad endnu i munden, hvorpå han tog den fra ham og spiste den, rejste forvalteren op og gav ham et slag i ryggen og sagde: "Du er nok kræsen, din rad, siden du ikke vil æde det, jeg har givet dig." Ved dette vældige slag vågnede forvalteren, han gjenkjendte straks Per, sin gamle ven, og de kom snart i en fortrolig samtale. Per lovede forvalteren, inden de skiltes fra hinanden, at han skulde møde ved kirkeporten om aftenen kl. tolv og ledsage ham på hans natlige vandringer for at gjøre ret, hvad han i levende live havde gjort uret. Per mödte til bestemt tid og sted, hvorpå forvalteren spurgte ham: "Kan du bære mig, Per, vi skal ned gjennem byen?" - "Jeg tænker det", sagde han. Forvalteren satte sig da på ryggen af ham og red således gjennem byen, for at ingen skulde se ham. Som Per bedst travede af sted ned ad gaden gjennem møg og skidt, sagde han: "Hvad er det, som dasker?" og da han skulde se til, var det forvalterens lange ben, der hang og dinglede, så han knap kunde komme frem for dem, de var så lange, at han brugte dem at jage hunde fra med. Da de var komne gjennem byen, sagde forvalteren: "Du bliver vel træt, Per, lad mig nu komme af, så kan du sidde op på mig." Således red de, indtil de kom til den næste by, da satte forvalteren sig atter op på Per og red videre, til de kom til en gård, som lå på höjre side af vejen, "Her skal jeg op til enken", sagde forvalteren, "og bede om for- ladelse for min synd." Han havde ved skiftet efter hendes afdøde mand gjort uret og beregnet sig mere til gode, end han kunde tilkomme, hvorover han nu følte samvittighedsnag, så han i døden ikke kunde have ro. Så snart de var komne ind i gården, bank- ede forvalteren på 0 vinduet og råbte ad konen, der svarede: "Hvem der?" - "A, det er mig stakkel", svarede forvalteren, "der er kommen og vil bede om tilgivelse for mit bedrageri ved skiftet efter jeres afdøde mand." - "Det er godt", sagde konen, "jeg har alt tilgivet jer." De vendte derpå tilbage ad samme vej og på samme måde, til de kom til kirkegården. Der sagde for- valteren til Per: "Bi nu lidt hos mig, her kommer en mand, som jeg skal slås med, men så må du passe nöje på og sige mig, hvem der kan stå sig." Straks kom manden og begyndte at tage tag med forvalteren, der blev slået i dækket, så han rullede ved det. Han kom hurtig op igjen og sagde til Per: "Stod jeg mig, Per?" - "Nej, du gjorde ikke". De tog nu fat igjen, men for- valteren faldt atter. "Stod jeg mig, Per?" - "Nej, du gjorde ikke." De tog nu atter fat, og da trillede den fremmede mand. "Stod jeg mig, Per?" - "Ja", svarede han. Da flöj Fanden sin vej, og Per fik sin hat fuld af penge, som forvalteren havde lovet ham, og dermed skyndte nan sig hjem og slog porten i efter sig. Nu havde forvalteren ro i graven. m. moltke.