Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_05_0_01109

Story DS_05_0_01109

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Female revenants / Kvindelige gjenfærd
Publication ID	DS_05_0_01109

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Væggeløse
Keywords associated with this story	dyne 1 rumstere 1 gruelig 1 gribe 1 pibe 2 sikker 1 mødding 1 husmand 1 se 1 ligeså 1 nær 1 ren 1 fæl 1 pille 1 hård 2 skylde 2 skrig 1 svar 1 slægt 1 takket 1 familie 1 strå 3 huske 1 enkelt 1 velsignelse 1 spøge 1 drive 1 grund 1 væggerløs 1 stald 1 gods 1 synd 1 spøgeri 1 stub 1 tvær 1 ugudelig 1 prov 1 afdød 1 smitsom 1 sygdom 1 rædsom 1 rigtignok 1 rolig 1 fremgang 1 øve 1 elendig 1 gjerning 1 ugle 1 førstnævnt 1 flittig 1 bedrive 1 arving 1 gru 1 sengehalm 1
Text of Danish publication	1109. Jo, at der er spøgeri til, det er rigtignok både sikkert og vist, og det fæleste spøgeri nogen her véd af at sige, det gik for sig i en gård i Væggerløse sogn; men det var også en gruelig synd, der var bedrevet. Det var henne i en anden gård, at både manden og konen døde af en smitsom sygdom bort fra en tre, fire små börn; så skulde jo familien tage sig lidt af börnene og deres sager især i den første tid. Siden blev det da solgt alt- sammen, gård og gods, rub og stub, for sådan skal det jo, når der er umyndige arvinger. Konen i den førstnævnte gård hun var af den nærmeste familie, og hun gik også flittig hen og så til börnene, mens de var ved gården, men det var ikke for det gode, hun kom. Hver gang tog hun et eller andet med sig der- fra, og der blev især lagt mærke til, at alle de gode ny seng- klæder blev borte, og at der kom nogle enkelte gamle lappede dyner i steden for. Så var det en dag, at begge de afdøde blev sete ved höjlys dag komme følgendes ad hånd i hånd op ad strædet til deres gård. Da de, der så dem, gik hen imod dem, forsvandt det vel, men fra den dag begyndte det at spøge henne i den gård, hvor konen boede, så der næsten ikke var til at være; dörene flöj op af sig selv, kreaturerne slap løs i staldene og blev drevne ud, boskabet blev flyttet og snurret omkring, så det var en gru, og alt det ligeså godt om dagen som om natten. Det kunde ikke undgåes, at der blev en meget slem snak om det; og konen vidste lige så godt som alle andre, hvad der var grunden til det. Men hun var hård og vilde ikke "lade sig oppe" om nogen ting; tvært imod vilde hun skylde én af tjenestepigerne for, at hun var skyld i alt det fæle spøgeri: hun havde bestemt øvet ugudelige gjerninger. Nej, pigen vidste sig fri, hun bad til, at hun måtte synice i jorden, hvis det var hendes skyld. "A, jorden er for hård for sådan én," sagde konen. Men pigen blev helt elendig over, at hun skulde bære skylden, og hun vidste ikke sine levende råd; til sidst gik hun til præsten og spurgte, hvad hun dog skulde gjøre, for dette var ikke til at holde ud. "Det skal jeg sige dig," sagde præsten, "en dag, når det begynder igjen, skal du sige höjt, så de kan høre det allesammen: Er det min skyld, I går her? men husk på, du må ikke sige du". Pigen takkede for god besked, og næste dag, da alle folkene var samlede, og det begyndte at rumstere, spurgte hun, som præsten havde sagt hende, og nu hørte de alle sammen, at der blev svaret rigtig tydelig: "Nej, ende (ikke) I." Så var hun frikjendt. Nu langt om sent så døde da konen, og så blev det først rent galt, især i den seng, hvor hun havde ligget, der peb og skreg det uden ende, og da de bar sengehalmen ud på møddingen, vred den sig imellem hænderne på dem. Den husmand, som hjalp dem at römme op, vilde prove på at gribe spøgeriet, han pillede strå for strå ude på møddingbroen ; men det peb snart i ét strå og snart i et andet. Graven havde de nær aldrig fået færdig, snart faldt den igjen ved den ene side, snart ved den anden; men da de endelig var så vidt, at kisten skulde sænkes ned i den, så flöj der en ugle op af graven, idet hun gav et rædsomt skrig fra sig. Fra den dag var der roligt hjemme i gården, men der har heller ingen rigtig velsignelse været der siden. "Og se kun til," siger de gamle, "så længe den slægt er i gården, får den hverken lykke eller fremgang." karen toxværd, sillestrup.
Map