Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_06_0_00103

Story DS_06_0_00103

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	About the Devil and being in league with him / Om Fanden og forbund med ham
Publication ID	DS_06_0_00103

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Kirke-Værløse
Keywords associated with this story	allerbedst 1 historie 1 æde 1 sæt 1 passere 1 bande 2 følge 3 bæst 1 skind 1 bås 1 skjænde 1 kalv 1 ovenpå 1 ond 1 far 1 bund 1 vove 1 rigdom 1 udflytte 1 bede 1 slås 1 ånde 1 skaffe 1 bam 1 urolig 1 skuffe 1 stænge 1 kro 1 hvorunder 1
Text of Danish publication	103. I Kirke- Værløse lå för en gård, som nu er udflyttet. Mand- en er gammel og har nu afstået den til sin sön, der hedder Jens Jörgensen. Den gamle var slem til at bande og bad tit til, at Fanden måtte komme og hjælpe ham til rigdom. Han var altid i kroen, når det kunde ske, og da han boede tæt ved, så skete det tit. Hver aften kom han sent hjem derfra. En aften syntes han at se, at deres kalv gik udenfor med et stykke töjr om halsen. Da han kom ind, skjændte han, fordi de ikke havde bund- et kalven ind. De sagde jo, og da de skulde ud at se, om den var der, stod den rolig i sin bås. Det var en anden aften, han gik hjem, da gik der én ved siden af ham hele vejen, og da han vilde, som han plejede, gå ind og give bæsterne, gik denne med, og lod bestandig, som han også gav dem. Sådan blev han nu fulgt hjem hver aften, og sommetider vilde den anden tage skuffen fra ham og give hestene. Men manden blev herovei så bange, at han aldrig mere vovede sig ud ene om aftenen, og der var altid én, der fulgte ham. Til sidst bad han konen om at gå op til præsten og tale med ham derom, men konen bandte og sagde: »Nej, har du skaffet dig i med Fanden, så må du også skaffe dig af med ham igjen.«Manden måtte nu virkeligselv gå tilpræsten, og man véd ikke, hvad der er passeret, men siden blev han ikke fulgt hjem mere. Hestene var nu altid så urolige, de sloges og bedes og gjorde en stöj hele natten igjennem som aldrig för. Endelig blev den ene, den allerbedste, så gal, at de måtte tage bam fra de andre og sæt- te ham i et hus for sig selv. Ingen af dem kunde mere komme ham nær, ikke en gang ovenpå stænget, hvorunder han stod, kun- de man komme, og han hverken næsten åd eller drak. Til sidst måtte de have en del folk til at hjælpe dem at slå ham ihjel. Han var kun skind og ben, og ingen skulde tro, at han kunde rejst sig selv, og dog måtte de med liner snære ham, da han kom uden for, ved manges hjælp. Det blev enden på den historie, men alle troede, at det var en ond ånd, der havde fulgt manden og var far- et i hesten. N. J.
Map