Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_05_0_00333

Story JAH_05_0_00333

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Outdoor life / Livet uden døre
Publication ID	JAH_05_0_00333

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Kjøbenhavn Staby
Keywords associated with this story	gård 1 ligne 1 dårlig 1 hjemad 1 træffe 1 narre 1 kjælling 2 bo 1 husmand 4 tal 1 folk 1 stud 1 kalv 1 jord 1 afsted 1 tilsidst 2 omtale 1 spøgelse 1 re 1 tærske 2 svare 1 stakkel 1 navn 1 holde 1 præse 2 sæk 3 lo 1 ejer 1 huske 1 rimeligvis 1 stumpe 1 tarsk 1 kreatur 1 synd 1 broget 1 tidlig 1 måde 1 lut 1 rumpe 1 sta 1 pande 1 bilde 1 søndag 1 gjenstand 1 afsked 1 forandring 1 evne 1 drukne 3 tyv 1 særdeles 1 sognemand 2 præstekone 2 fag 1 nordøst 1 ledtog 1 løgn 1
Text of Danish publication	333. For 6070 ár siden havde de en præst i Staby, der hed Buchler. Det skal slet ikke have været sä dårlig en præst i den forste tid, han kom der, men en slem kjælling havde han til kone, der efter bedste evne gjorde det broget for ham. En dag, da konen havde vist sig særdeles slem imod ham, lob han hjemme fra. Nede ved Staby sø traf han en dreng, som han bad om at gå ind i præstegården og sige til konen, at præsten var druknet i søen. Drengen svarede, at det var han ikke for at gjøre, det er jo løgn og synd. > Kan gjærne være, min dreng, svarede præsten, men det kunde også træffe at gjøre en forandring på kjællingen. Kort tid efter at præsten var rejst til Kjöbenhavn, fandtes han druknet i Peblingesøen. Rimeligvis havde han druknet sig selv. I den tid var folkene i Staby sogn (og vel i det hele på Jyllands vestkyst) nogle slemme børster. Mange af sognemændene vilde gjærne rapse, hvor de kunde; snart fik de præstekonen i ledtog med sig, og nu blev den stakkels præst narret på alle optænkelige måder. Når præsten var i kirke om søndagen, kom mange af sognemændene tit kjørende til præstegården og førte med sig i læssevis, af hvad de kunde få fat pa: ind- og udbo, döre, portstolper o. lign., ja, tilsidst brød de hele fag af gården ned og førte med sig. Præstekonen havde tyvene helt og holden på deres side, og når præsten talte om tingene, der blev borte, bildte konen ham ind, at det var spøgelser, der gjorde det. Præsten kunde aldrig huske, om de kreaturer, han havde, var store eller små, men tallet skulde han nok huske. Så bar mændene sig ad på den måde, at de gik til præste- konen og gav hende nogle få penge for at måtte ombytte et kreatur. Når præsten så var hjemme fra, eller også om natten, kom de og tog en ko eller stud ud af stalden; i stedet for satte de så en kalv. På den måde blev de ved, indtil præsten tilsidst kun havde lutter kalve. Endelig gik det så vidt, at præstegården bogstavelig talt var stjålet bort; de stumper, der var tilbage af den, kunde ikke sta længere. Så blev jorderne udstykkede, og i stedet for den gamle gård, der lå ikke langt fra kirken, blev en ny præste- gård kjöbt Y2 mn nordøst for, og den er præstegård endnu. Præsten fik sin afsked 1825 og rejste til Kjöbenhavn, men han var bleven helt sær i hovedet over alt dette spøgeri. Hans kone blev boende i Staby en hel del år efter, og huskes godt endnu af ældre folk der pà egnen. I mange gårde i sognet skal der endnu findes gjenstande, som har hørt til den gamle præstegård, og som tidligere ejere af gårdene har stjålet derfra. Om samme præst fortælles også, at han en vinter havde en husmand til at tærske for sig. Kornet, som denne mand tærskede af om dagen, tog han med sig hjem om aftenen. En aften kom præsten ud i loen, netop som husmanden havde fået en sæk rug på nakken og vilde afsted hjemad dermed. Præsten vilde nu have at vide, hvor den sæk rug skulde hen, men i stedet foi at svare satte husmanden sækken ned på jorden og gav sig til at gjennemprygle præsten. Nu kunde præsten aldrig huske folks navne, men hver gang han siden så den omtalte husmand, sagde han: Ham dér med den store, brede pande var det, der tarsk mig rumpen fuld, Fanden véd, hvad han hedder. Niels Madsen, Vorgod.
Map