Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00113

Story JAH_06_0_00113

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00113

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Kjøbenhavn
Keywords associated with this story	hane 1 tå 2 være 2 jamre 2 råbe 2 dejlig 2 stad 1 følge 1 sige 1 rasle 1 sjælden 1 bånd 1 betale 1 læs 2 sælge 2 kurv 1 gjemme 1 ve 1 omringe 1 låg 2 put 1 havre 2 rotte 1 mening 1 rive 1 rulle 1 styrke 1 mat 1 in 1 fange 2 sæk 1 tro 1 sild 1 varm 1 lejlighed 1 made 1 spise 1 sjæl 1 rette 1 drikkevare 1 grund 1 rugen 1 snor 1 torv 3 vare 2 jæger 1 kylling 1 ildebrand 4 hviske 2 bundt 1 vide 1 vikle 1 talemåde 1 sulten 1 oprindelse 1 brændsel 1 efterse 1 efterkomme 1 betjent 4 peng 1
Text of Danish publication	113. Der var en mand, der levede i den tid, da bønd- erne kjorte til Kjöbenhavn med deres varer fra hele Sjæl- land over. Han kjorte en gang til Kjöbenhavn med et læs torv. Nu er det skik, når de ikke ved sted til deres torv, som det hedder på törvebondemål, at så kjører de omkring i gaderne og råber: Torv! torv! ligesom der ellers råbes med rejer og sild. Manden, som her er tale om, gav sig også til at kjore op og ned ad gaderne; men da han sjælden rettede sig efter skik og brug, gav han sig til at råbe: Stærk ildebrand! stærk ildebrand! (Man siger, om brændsel, der giver god varme, at det er stærk ildebrand). Kjöbenhavnerne tog det imidlertid i en anden mening, og da de ingen ildebrand kunde se, nokkedes de om ham. Han blev imidlertid ved med sin råben. Folkene gav sig da til at rive torvene af vognen, for de troede, at der var ild i læsset, og til sidst væltede de hele vognen, medens manden stod og småskjændte og brugte mund mod dem. Men hvem der var godt for- nöjet med det, det var kjællingerne, som stak af med det ene forklæde fuldt af torv efter det andet. Og manden havde kun gjort det for at have löjer, fortælles der. Der fortælles om mange forskellige löjer, han havde med betjentene ved revelinen (der, hvor de fik deres varer efterset, för de kunde komme ind i staden). En gang havde han nogle kyllinger i en kurv, som han skulde have ind at sælge på torvet. Da betjenten tog låget af og skulde se, hvad der var i, foer der en hanekylling ud. Manden begyndte strags at jamre sig og råbte: I ska skaff mig min håån! I ska skaff mig min håån! Han matte da af vognen og være med for at fange den, men hver gang de havde fået omringet den, og den foer om imellem dem, foer manden til side, som han var bange for den og råbte: I ska skaff mig min håan! I ska skaff mig min håån! Og sådan måtte de blive ved; om de fik hanen, vides ikke. En anden gang havde han fået fanget en stor brunrød rotte og fået puttet den i en smörbøtte. Da betjenten tog- bøtten og løb af sted med den, foer manden bag efter og sagde: Vær bå'e forsejti! vær bå'e forsejti! Men da be- tjenten linnede låget på bøtten, foer rotten ud og var snart borte. Manden gav sig da til at jamre sig: Mit dejlige egern! mit dejlige egern! som jeg skull nå ing til bundt- maveren å hå så mang' peng' for. Der fortælles også, at han om vinteren, når han kjørte til Kjöbenhavn, havde en kohud, som han brugte til at snore om benene. Men altid, inden han nåede revelinen, rullede han den sammen, bandt et bånd om den og smed den så oven på læsset. Betjenten måtte da altid have den ulejlig- hed at vikle den op for at se, om der ikke gjemtes noget i den, som der skulde betales sise af. Når han var på torvet for at sælge havre, og kjöb- mændene spurgte ham om, hvad han havde i sækkene, så hviskede han lige så sagte han kunde: Det er havre. Når de spurgte ham om, hvorfor han hviskede, svarede han: Minne heste må ent' vide, a jeg sæller haver. Når han var i marken tillige med sine folk, og der blev lidt til levns af mad eller drikkevarer, når de havde spist, sagde han altid: Ded æ best, vi tå'r de med, el's får vi ent så mejed med in åen gang. Dette er endnu ved lignende lejligheder en meget almindelig brugt talemåde på egnen, hvor han var fra, og vidt omkring; og så følger gjærne grunden til dens oprindelse. En gang var tre meget forsultne jægere kommen ind til ham for om mulig at få noget at styrke sig på. Han bad dem også at sidde ned, og lod konen tage nogen mad ind. Da hun var færdig med det, bad han dem sidde op; men da de ikke lige strags efterkom opfordringen, sagde han: Ded æ best, du tå'r maden a bored igjen, vor mo'er, jeg troer ent, di ve hå noed.< De måtte da gå igjen lige så sultne, som de var komne. Folk fortæller, at om hosten kjørte han omkring og stænkede rughobene med vand, for at rugen ej skulde rasle af, når de kjørte den hjem. Lars Jörgen Hansen, Gundsømagle.
Map