Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_00283

Story DS_04_0_00283

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Small kings and their feuds. Kings. Enemy invasions / Småkonger og deres fejder. Konger. Fjenders indfald
Publication ID	DS_04_0_00283

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Anholt
Keywords associated with this story	rage 1 soldat 1 ungdom 1 fyr 1 fiske 2 jærn 2 redde 1 ilde 1 omtale 1 krig 1 bekjende 1 engelsk 4 england 1 skib 2 skyde 1 vagt 1 forlegenhed 1 bekomme 1 sende 1 dom 1 meddele 1 steffen 1 foretage 1 trænge 1 gamle 1 daglig 1 mangen 1 sprog 1 gene 1 elleve 2 skjand 1 strande 2 sverig 1 båd 1 last 1 kaffe 1 tolke 2 lampe 1 englænder 2 stranding 1 berøring 1 formand 1 steffens 1
Text of Danish publication	283. Ole Olsen var vådfoged på båden i de gamles ungdom. Han var en sön af Store-Ole og Margrete Hansdatter. Hendes fader Haus Steffensen blev i daglig tale kaldt Lisbeds Hans (haus anden kone var Karen Larsdatter) og er omtalt som en grumme klog mand. Hans börn, Steffen Hansen og Myrdeu Hansdatter, var godt begavede, og Ole Olsen tog ud efter sin moder. Da gouver- nøren skulde have en tolk eller formand for Anholterne, så han, at Ole var en, han kunde bruge. Gouveruøren havde nok haft en tolk med sig, da han kom, men denne sendte han så til Sverig at kjøbe heste. Han römte dog med pengene og kom aldrig tilbage. Ole talte så godt engelsk, at Englænderne mente, at han var en engelsk römling (eller strænsman). Dog hvad sproget angik, kunde de fleste tale engelsk, för Englænderne kom, da man tit kom i berøring med Engelskmænd ved strandinger. Ole havde opsyn med fangerne i kirken. Disse havde lov til en vis tid hver dag at gå på kirkegården, men Ole jog dem ind, når den halve tid var gået. Efter krigen traf han sammen med nogle af disse prisnere i Ålborg, hvilket nær havde bekommet ham ilde. Han skulde hver aften meddele feltråbet til vagten, som stod nede ved piquethusene. En gang havde han glemt dette, hvorfor gouvernøren kastede en lang kniv efter ham, men traf ikke. En gang havde han været i en slem knebel (o: forlegenhed). Han og Rasmus Underfoged de havde fået Anholterne til at gå ud og fiske jærn op af et strandet skibs last. Den gang dette skib strandede, stod der elleve på én gang. Aftenen för sad to gamle folk og talte om, at nu kunde man trænge til en stranding. »Jeg vil rage op i lampen«, sagde konen, »at den kan brænde höjt«, det, sagde de gamle, skulde hjælpe. Om moi'genen stod der som sagt elleve skibe. Det var et syn. Nogle gik af, og andre blev stående. Anholterne, som var i de Engelskes tjeneste og ikke måtte foretage noget på egen hånd, fik skjænd, for det de havde været med ude at fiske det jærn op, og Ole og Rasmus Underfoged, der var hovedmændene, blev bagbundne førte til fyret under ledsagelse af engelske soldater, og dommen lød på, at de skulde sendes til England og skydes. Ole reddede sig dog nd af labeten ved sin bekjendte veltalenhed. I Englændernes tid samlede folk mange penge sammen, så at de havde godt af dem al deres tid ; men sådan var det ikke med Ole, som blev meget fattig, vel fordi han og hans kone holdt for meget af kaffe. C. Sörensen.
Map